Bydel raseret af unge ballademagere: Politiet søger vidner

Fredag aften og natten til lørdag skabte en større gruppe unge utryghed i Randers-bydelen Vorup. Flere biler blev ødelagt

Det er blandt andet i Aalborggade i den sydlige del af Randers i bydelen Vorup, at der fredag aften blev begået hærværk mod flere biler. Foto: Google Street View

Høj musik, smadrede biler og uro. Det var virkeligheden på flere gader i Randers-bydelen Vorup fredag aften og nat. En gruppe på omkring 10 unge mennesker skabte balladen, som politiet blev kaldt ud til.

Vi træffer en flok unge mennesker i Vorup omkring midnat, og der er i området blandt andet ødelagte sidespejle på biler og smadrede flasker.

Martin Christensen, Østjyllands Politi

- Vi træffer en flok unge mennesker i Vorup omkring midnat, og der er i området blandt andet ødelagte sidespejle på biler og smadrede flasker, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Martin Christensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Men det er desværre ikke umiddelbart muligt for betjentene at fastlægge, hvem der er gerningsmændene. Så vi hører meget gerne fra nogle, der har set noget, fortsætter han.

Politiet kan kontaktes på tlf. 114.

Det er i dette område i bydelen Vorup, at de unge mennesker har hærget.  Foto: Google Maps

Spejl sparket i stykker

Og det er ikke kun politiet, der bemærkede uroen i Vorup fredag. Flere borgere har ytret deres utilfredshed med de unges opførsel på Facebook.

I grupperne 'Facebook Randers' og 'Vorup – Lokal liv' tyder fleres oplevelser på, at de unge hærgede i et større område.

Hele Aalborggade, noget af Kærgade og Bøsbrovej er ramt af hærværk. Alt inden for den sidste time.

Bruger på Facebook

- Hele Aalborggade, noget af Kærgade og Bøsbrovej er ramt af hærværk. Alt inden for den sidste time. Unge mennesker har rendt rundt med boomblaster og har syntes, at det var okay at smadre biler, haver, bede, spejle og lignende, skriver en bruger.

- Vi har lige tjekket vores biler, og vi har et spejl, der er sparket i stykker, lyder det fra en anden.

Ikke første gang

Andre fortæller, at de er sluppet billigt med en enkelt knust flaske i haven.

Kigger man gruppen 'Vorup – Lokal liv' igennem tyder det på, at det ikke er første gang, at der er problemer med unge ballademagere i bydelen.

Læs også Marlenes bil overhældt med stearin: Alt tyder på grov hærværk

I løbet af sommeren var der også flere, som bemærkede unge mennesker, der tilsyneladende begår hærværk i området.

Politiet håber nu at få fat på gerningsmændene til de seneste hærværkstilfælde.