Busser er forsinkede og biler sidder fast
Skolebusser på Djursland er indstillet, og busser er forsinkede over alt. Flere end 500 bilister har fået hjælp
Torsdagens morgensne har givet problemer i trafikken over store dele af landet.
Mange steder kører busserne med store forsinkelser på grund af sneen, der siden i nat har trukket sit hvide spor over landet.
Trafikken har problemer i det østligste Østjylland fra Randers ned over Djursland og ned til Horsens Fjord på grund af sne og snefygning, som fortsætter hen over formiddagen, oplyser Midttrafik. Selskabet forventer at køre meget uregelmæssigt i det område.
På Djursland er også en række skolebusser aflyst på grund af sneen.
Både Falck og Dansk Autohjælp melder om en travl morgen, men ikke overvældende set i forhold til de mange andre snevejrsdage, denne vinter har budt på.
Dansk Autohjælp havde torsdag morgen hjulpet 250 bilister, mens Falck indtil klokken ni havde været ude hos 611 bilister.
- Langt de fleste har brug for hjælp til fritrækning. Når det blæser så voldsomt, så kan der nemt danne sig driver, som bilerne kan sidde fast i, siger Mikkel Andreas Beck, pressechef hos Falck.