Buschaufførene strejker på torsdag

Buschaufførene i Aarhus og flere andre større danske byer strejker på torsdag

Strejken sker angiveligt i protest mod regeringens nedskæringer, der blandt andet betyder, at chaufførene selv skal betale over 5.000 kr. af egen lomme for et EU-kvalifikationskursus.

Under overskriften "Nu er det nok" vil chaufførene strejke i større danske byer, men hos buschaufførene i Aarhus kan tillidsmand Peter Frentz ikke bekræfte rygterne.

- Jeg hverken kan eller vil, bekræfte eller afkræfte, at der sker noget på torsdag, men jeg kan godt forstå, at mange chauffører er utilfredse i øjeblikket, siger tillidsmand Peter Frentz fra Busselskabet Aarhus Sporveje til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ifølge Ekstra Bladet vil også stilladsarbejdere, lagerarbejdere, Falckreddere, havnearbejdere, benzinchauffører og fødevarechauffører strejke over hele landet.

Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 22 i aften.