Buschauffør truet med kniv

Politiet leder et gerningsmanden til et forsøg på røveri i Hornslet

Foto: Google Maps

Torsdag ved middagstid standsede en 31-årig kvindelig buschauffør ved stoppestedet ud for Tingvej 84 i Hornslet.

Her blev hun, da hun åbnede døren, truet med en 15 centimeter lang kniv af en ung mand. Bortset fra chaufføren var bussen tom.

- Han vil true sig til penge, og hun fortæller, at hun ikke har kontanter i bussen. Så beder han om hendes pung, og hun siger til ham, at hun ikke har den på sig, og så stikker han af, siger politikommissær ved Østjyllands Politi Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Gerningsmanden flygtede af en sti i sydlig retning mod stejlbjerg.

For den 31-årige buschauffør har det ikke været en behagelig oplevelse.

- Der er ingen tvivl om, at hun er berør t af det. Det er rigtig ubehageligt, når man bliver udsat for et røveri, siger Thomas Hinge.

Der er udsendt et signalement af gerningsmanden, og Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med vidner, der har set ham.

Han beskrives som mand, mellem 16 og 21 år og cirka 180 centimeter høj. Spinkel af bygning, hvid i huden og dansktalende. Han var iført sort kasket, sorte solbriller, mørkegrå jakke og mørke bukser. Han var maskeret af et grønt tørklæde med sorte tern. Han var bevæbnet med en cirka 15 centimeter lang kniv.