Budgettet på plads i Aarhus
30 ud af byrådets 31 medlemmer bag forliget
Et politisk flertal i Aarhus er fredag middag blevet enige om kommunens budget for næste år.
Det er Socialdemokraterne, Venstre, Enhedslisten, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti samt Det Konservative Folkeparti, der har indgået forlig om budgettet for 2015.
Vækst, beskæftigelse, forbedret infrastruktur og styrkelse af indsatsen for udsatte grupper er nøgleord i det nye budget, der udvides med 1,1 mia. kroner over de næste fire år.
Socialområdet tilføres 197 mio. kr., ældreområdet tilføres 201 mio. kroner, mens børne- og unge-området tilføres godt 302 mio. kroner i perioden.
- Nu ligger der et budgetforlig med deltagelse af 30 ud af 31 byrådmedlemmer, og det er jeg enormt glad for. Det betyder, at vi har en sikker kurs for Aarhus i de kommende år, og der er en bred opbakning til de prioriteter, der er lavet, sagde borgmester Jacob Bundsgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND umiddelbart efter forliget var indgået.
- Der er mange gode ting i forliget. Det har en fin social balance og taget fat på nogle af de trafikale problemer, der er i Aarhus.
Du kan læse mere om det nye budgetforlig på Aarhus Kommunes hjemmeside.