BSV tabte igen til AG København

De forsvarende håndbold-mestre en hård nød at knække

01:21

1 af 2

Bjerringbro-Silkeborg formåede ikke at tage revanche for det tabte danmarksmesterskab i sidste sæson, da mestrene fra AG København onsdag vandt 36-28 i en opvisningskamp.

Dermed ser det ud til, at AGK fortsat er mindst et skridt foran de nærmeste danske håndboldrivaler.

Sidste sæsons to DM-finaler endte således begge med AGK-sejre over Bjerringbro-Silkeborg. Efter et uafgjort resultat ved pausen trak AGK i anden halvleg sikkert fra Bjerringbro-Silkeborg, og det ærgrer sidstnævntes træner.

- De to halvlege var jo som dag og nat. Jeg synes, vi leverede en fin første halvleg, men til gengæld så vi tunge ud efter pausen, hvor vi jo aldrig fik sat vores forsvar. Samtidig lavede vi alt for mange tekniske fejl, og de bliver straffet mod en så god modstander som AG, siger træner Carsten Albrektsen til Midtjyllands Avis.