BSV klar til semifinalen

Bjerringbro-Silkeborg Håndbold er klar til semifinalen i mændenes håndboldliga

Arkivfoto

Bjerringbro-Silkeborg gjorde arbejdet færdigt og vandt på hjemmebane med 22-19 over Aalborg Håndbold.

Dermed er Bjerringbro-Silkeborg klar til semifinalerne, men sejren kan også få betydning på anden vis.

Med sejren overhaler Bjerringbro-Silkeborg nemlig Aalborg Håndbold i pulje 2 i slutspillet, og det betyder, at Bjerringbro-Silkeborg, hvis de kan holde sig på førstepladsen, efter alt at dømme undgår DM-favoritterne fra KIF Kolding København i semifinalen.

Det er dog langt fra afgjort endnu, da der resterer gruppekampe i pulje 2.

Men semifinalen er i hvert fald sikret for Bjerringbro-Silkeborg, der da også blev nummer tre i ligaens grundspil.

BSV var foran så stort som 14-8 ved pausen, men lod nordjyderne komme lidt mere tilbage i kampen i anden halvleg. De blev dog aldrig indhentet.