BSV flytter i Boxen
Håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg flytter kampe mod storhold til Herning
Når håndboldherrerne fra Bjerringbro-Silkeborg debuterer i Champions League den 2. oktober mod det spanske storhold Ciudad Real, spilles kampen i JyskeBank Boxen i Herning.
Her håber klubben, at 11.000 tilskuere vil være på plads.
- Det bliver en håndboldoplevelse af de sjældne. Ciudad Real - eller BM Atlético Madrid, som klubben hedder nu - kommer med et hold af verdensstjerner, og vi stiller selv med vores nye profiler. Det bliver den hidtil største kamp i Bjerringbro-Silkeborgs levetid og også den største internationale kamp på dansk grund til dato. Derfor er vi overbeviste om, at kampen vil vække bred interesse blandt håndboldinteresserede, siger Bjerringbro-Silkeborgs direktør, Frank Lajer, i en pressemeddelelse.