Brugerbetaling skal stoppes

Kulturordfører vil standse forsøg med brugerbetaling på bibliotek

Randers Bibliotek har, som del af en kulturaftale mellem kulturministeren og en række østjyske byer, indført en ordning, hvor biblioteksbrugerne for 200 kroner kan få et ni måneders abonnement.

Men det vil Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, nu have stoppet:

- Biblioteksloven siger, at lån fra folkebiblioteket skal være verderlagsfrit for brugere, siger Mogens Jensen idag til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Abonnementet betyder blandt andet at man kan få nye bestsellere uden ventetid og længere lånetid:

- Det er simpelthen ikke rimeligt, at man kan købe sig forrest i køen. Hele ideen med bibliotekerne er jo, at der skal være fri og lige adgang for alle - uanset økonomi, siger Mogens Jensen

Socialdemokraternes kulturordfører vil nu rejse sagen overfor kulturminister Per Stig Møller for at få forsøget standset.