Bruger for meget tid på mobilen

Det mener gymnasieeleverne selv

02:37

1 af 2

En undersøgelse blandt eleverne på Favrskov Gymnasium viser, at halvdelen af de unge mener, de bruger for meget tid på deres mobiltelefon og smartphone.

Og en femtedel af de elever, der bruger mest tid, oplever, at de har svært ved at koncentrere sig om ret meget andet end deres telefoner.

- Det er nemt at blive distraheret, når man har telefonen ved sig, så ligger den og vibrerer, og så trækker man den op for at se, hvad der sker, siger Niels Løkkegaard Bjerre, der er gymnasieelev på Favrskov Gymnasium.

Han er en af dem, der har svaret, at han selv bruger telefonen for meget, men han tror, at han har svært ved at slukke den, når han eksempelvis laver lektier.

Jørgen Christiansen er rektor på Favrskov Gymnasium, og han håber, at man ved at sætte fokus på problemerne med telefonerne kan få skabt nogle andre vaner.

- Jeg håber, at eleverne får nogle bedre vaner i forhold til brugen af de her digitale medier. Det kan ikke nytte noget at lave regler for, at de ikke må. Jeg synes tværtimod, at vi skal skrue op for mulighederne for, at man hele tiden kan være på internettet alle vegne, men så skal vi have en dialog om, hvordan vi får skabt nogle ordentlige adfærdsregler, og hvordan vi får sikret, at eleverne får en mulighed for ikke at komme galt af sted på nettet. Der er stor forskel på den virkelige verden og den virtuelle verden. Og de to ting skal på en eller anden måde forenes, så eleverne får det bedst mulige ud af den undervisning, som vi tilbyder, siger Jørgen Christiansen.

I de løbet af de kommende fire uger skal de unges mobilvaner diskuteres på Favrskov Gymnasium.

Se mere i videoen øverst på siden.