Bruger dating-app i valgkamp

Østjysk folketingskandidat er ikke bange for at bruge sociale medier

00:56

1 af 2

Facebook, Snapchat, Twitter og Instagram. Svend Thorhauge har ikke berøringsangst, når det kommer til sociale medier.

Han er folketingskandidat for Radikale Venstre i Østjylland og går efter at blive valgt ind på Christiansborg ved det kommende valg.

I hans valgkamp spiller netop de sociale medier en stor rolle. Han er at finde på de mest udbredte som Facebook og Instagram, men også et sted, som de færreste nok forbinder med et arbejdsredskab.

For nyligt oprettede Svend Thorhauge en profil på dating-app'en Tinder. Ikke for at finde en date, men for at få en endnu en måde at komme i øjenhøjde med vælgerne:

- Min oplevelse er ikke, at der er nogen, der føler sig generet af det, men mere, at det virker spændende, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Flere og flere politikere omfavner de sociale medier i deres arbejde. For Svend Thorhauge handler det i høj grad om det sociale aspekt:

- Politik handler jo om, hvad der sker mellem mennesker. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi som politikere kommer ud til mennesker, der hvor de er, siger Svend Thorhauge.

Han forsætter:

- Det betyder, at du kan få en meget mere direkte og positiv konfronterende dialog, der siger, hvad er din holdning til det her, og man kan på den måde få nogle argumenter på bordet,

Svend Thorhauge har indtil videre fået positive tilbagemeldinger på, at han som politiker bruger en Tinder-profil. Selv sammenligner han det med et slags digitalt visitkort.

Medier som Facebook og Tinder kan dog langt fra erstatte traditionelle paneldebatter og uddeling af brochurer på gågader, understreger han.

I videoen øverst i artiklen kan du finde ud af, hvordan Svend Thorhauge bruger dating-app'en Tinder i sin valgkamp.