Brandmænd manglede vand

Samtidig med at der udbrød brand, gik der hul på stor vandledning

Aarhus Brandvæsen havde ikke de allerbedste arbejdsforhold, da der tirsdag eftermiddag udbrød brand i et autoværksted på Axel Gruhns Vej i Højbjerg.

Skæbnens ironi ville, at der kort før kl. 15 gik hul på en større vandledning tæt på brandstedet. Uheldet betød, at der ikke var vand i brandhanerne ved det brændende autoværksted.

Ifølge ekstrabladet.dk indsatte Aarhus Brandvæsen i al hast tankbiler, der kørte i pendulfart, mens slukningsarbejdet stod på.

I alt 12 biler udbrændte, og der skete stor skade på bygningerne i forbindelse med branden. Ingen personer kom dog til skade.

Brandårsagen kan ifølge politiet være et uheld i forbindelse med svejsning.

Læs: Værksted i Højbjerg udbrændt