Brændeovne øger risiko for kræft

Røg fra brændeovne øger risikoen for kræft, viser ny aarhusiansk undersøgelse

Der er akut behov for en afgift på brændefyring, som motiverer til renere opvarmning. Det mener Det Økologiske Råd.

Baggrunden for forslaget er en ny dansk undersøgelse, som viser, at røg fra brændeovne giver dna-skader og derved øger risikoen for kræft ligesom dieselpartikler.

Forskere fra Københavns og Aarhus Universitet har netop offentliggjort resultaterne fra den større danske undersøgelse i Chemical Research in Toxicology fra American Chemical Society.

Undersøgelsen viser, at partikelforureningen fra brændefyring giver oxidativt stress i kroppen på samme måde som partikler fra dieselbiler. Luftforurening fra brændefyring i villaområder kan derfor være kræftfremkaldende.

Ifølge Danmarks Miljøundersøgelser udleder landets brændeovne omkring fem gange så mange partikler som hele transportsektoren.

Miljøafgift på 8000 kroner

I byzonen foreslår Det Økologiske Råd en miljøafgift på 8.000 kroner om året for gamle forurenende brændeovne, pejse m.v.

For miljømærkede brændeovne eller tilsvarende foreslås en afgift på 4.000 kroner, ligesom man også i landzonen skal slippe med en miljøafgift på 4.000 kroner. Også for de gamle brændeovne.

- Der skal være renene luft i villaområderne, men brændefyring er paradoksalt nok helt fritaget for miljøafgifter, siger Kåre Press-Kristensen, civilingeniør, Ph.d., HD (A) ved Det Økologiske Råd, der i en længere årrække har arbejdet med luftforurening.