Børn i dødsulykke var brødre

Politiet stødte ind i en forulykket bil ved Mårslet. En 14-årig dreng døde

Det var to brødre fra Mårslet, der efter midnat natten til fredag forulykkede i en bil på Hørretvej syd for Aarhus efter en politijagt og bagefter blev ramt af en politibil.

Den ene - en 14-årig dreng - var død, da politiet fandt ham, mens broderen på 17 år slap med overfladiske skrammer og er indlagt på Aarhus Sygehus.

Statsadvokaten for Nord- og Østjylland undersøger nu, om drengen døde ved færdselsuheldet eller ved sammenstødet med politibilen.

- Det er præcis det, vores undersøgelse skal vise. Derfor kan jeg ikke sige noget om det allerede nu. Vi skal først have lavet tekniske undersøgelser og afhøringer, og drengen skal også obduceres, siger statsadvokat Kirsten Dyrman.

Betjente afhørt
Medarbejdere fra statsadvokaten afhørte lige efter episoden de involverede betjente, der ikke kom til skade, da politibilen kørte ind i den forulykkede bil med de to drenge.

Den 17-årige har endnu ikke kunnet afhøres. Politiet blev opmærksom på bilen med de to drenge, da bilen lige efter midnat kom kørende ad Ringvej Syd i retning mod Oddervej.  Betjentene satte efter den for at kontrollere fører og passager.

Det fik føreren af personbilen til at sætte farten kraftigt op, så politiet mistede den af syne. Kort efter så politiet den igen køre på Hørretvej mod Mårslet.

Men politiets patruljevogn kørte gennem en kurve på Hørretvej nord for Visbjergvej, lå der en personbil på taget på tværs af kørebanen. Patruljen foretog en opbremsning, men ramte den forulykkede personbil, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Samme bil
Hos Østjyllands Politi formoder man, at flugtbilen og den forulykkede bil er den samme.

I bilen fandt betjentene den 14-årige dreng fra Mårslet, der var omkommet, samt den 17-årige, der er uden for livsfare.

Statsadvokaten har endnu ikke afklaret, hvem der var chauffør på den forulykkede bil. Kirsten Dyrman regner med at skulle bruge nogle måneder på sin undersøgelse af den 14-åriges død.