Borgmester om mulig redning af busruter: - Vi er langt fra i mål

Region Midtjylland har udstrakt en hånd med en håndfuld millioner til udvalgte lukningstruede busruter. Nu er det op til kommunerne at finde en tilsvarende pose penge, før busserne er reddet, lyder det

05:20

VIDEO: Hør regionsrådsformand Anders Kühnau (S) og Silkeborg-borgmester Steen Vindum (V) diskutere, hvordan regningen for busserne skal betales.

Tre østjyske busruter, som bliver brugt af mange studerende, bliver nu tilbudt en udstrakt hånd fuld af pengesedler fra Region Midtjylland. Fire andre ruter, som også kører med mange studerende, får ikke en klink.

Læs også Løsning er på vej for lukningstruede busruter

Ifølge regionsrådsformand Anders Kühnau (S) strækker regionen sig længere, end den overhovedet er forpligtet til ved at tilbyde at hjælpe busserne. Borgmester i Silkeborg Kommune Steen Vindum (V) forstår ikke, hvorfor kun nogle af de såkaldte uddannelsesruter får en håndsrækning.

Rute 351 mellem Grenaa og Ebeltoft er en af de tre østjyske regionalbusruter, Region Midtjylland har valgt at tilbyde penge.

Over kommunegrænser

- De her busruter er grundlæggende kommunale ruter, men vi vil gerne hjælpe med fra regionens side at de uddannelsessøgende kan komme til deres uddannelsesinstitutioner. Det er egentlig ikke en forpligtelse, vi har, men det er en politisk prioritering, siger Anders Kühnau til TV2 ØSTJYLLAND.

De busruter, regionen har valgt at gå ind og støtte økonomisk, har alle det til fælles, at de har mange studerende blandt passagererne og kører på tværs af kommunegrænser.  

Læs også Busrute truet: Hverken kommuner eller regionen vil betale

Region Midtjylland tilbyder i Østjylland at betale for en morgenafgang og to eftermiddagsafgange for tre udvalgte østjyske busruter: Rute 107, rute 75 og rute 351.

Yderligere fire midtjyske busruter har fået samme håndsrækning: Rute 23 mellem Holstebro og Stuer, rute 59 mellem Aalestrup og Viborg, rute 104 mellem Horsens og Juelsminde og rute 130 mellem Ikast og Simmelkær. 

Rute 75 mellem Kjellerup og Bjerringbro får også en økonomisk håndsrækning. 

Kommunen skal også betale

Men pengene kommer kun, hvis de kommuner busserne kører i, selv vil dække udgiften til de øvrige busafgange i løbet af dagen.

Om det kan lade sig gøre, er borgmester i Silkeborg Steen Vindum i tvivl om.

Læs også Ekstraregning på busser: - Det her er over stregen

- Det er for tidligt for os at sige, om det er realistisk at vi som kommune skal betale for de resterende afgange, siger han og tilføjer:

- Vi må se på, om vi har mulighed for at gå ind og hjælpe til med at finde en løsning på de her midtafgange, der nu skal være.

Rute 107 mellem Skanderborg og Horsens får også tilbudt penge til nogle afgange af regionen. 

Skal kunne komme frem

Borgmesteren undrer sig også over, at det kun er nogle af de busruter, som fragter mange studerende, der nu bliver tilbudt et tilskud til driften.

Både rute 111, 112, 116 og 200 har netop en stor andel studerende, men dem er der ikke smidt nogle penge efter fra regionens side.

Læs også Frygter for busrute: 2027 underskrifter afleveret

- Jeg synes, man er nået et stykke i den rigtige retning. Jeg forstår bare ikke, at man ikke tager hele paletten med, når nu man prioriterer transport af studerende på tværs af kommunegrænser, lyder det fra Steen Vindum og fortsætter:

- Nu taler man meget om, at vi skal fremme optaget til erhvervsskolerne, så synes jeg også, at man skal huske, at det skal være muligt at komme frem.

Sagen kort:

  • 27 ruter i Region Midtjylland blev i sommeren 2018 udpeget, da regionen skulle spare et millionbeløb på kollektiv trafik. Regionen forsøgte i den forbindelse, at få kommunerne til at overtage ruterne.
     
  • I september 2018 vedtog regionsrådet en besparelse på driften af de blå regionale busser på 60 millioner kroner.
     
  • Besparelserne skal føres ud i livet fra 1. april 2019.
     
  • 30. oktober har regionsrådet fundet 5,2 millioner kroner til at bidrage til i alt syv busruter i hele regionen, der kører med mange studerende.