Borgmester i spritkontrol

Måtte puste i politiets alkometer på vej hjem fra festival

Jørgen Gaarde (S) holdt sig tilsyneladende til de alkoholfrie drikke på årets Smukfest.

Man kan ikke beskylde politiet i Skanderborg for at frede byens spidser, når de gennemfører alkohol-razziaer.

I går, mandag, standsede politiet en række bilister, der var på vej hjem fra den netop overståede Skanderborg Festival.

Blandt de bilister, der pustede i politiets medbragte alkometer, var Skanderborgs borgmester, Jørgen Gaarde (S).

- På Horsensvej blev jeg - ligesom alle andre - vinket ind til siden af politiet og bedt om at tage en alkoholtest. Så jeg måtte ud af bilen og puste. Og det gik, som jeg forventede: Resultatet var 0,0 promille, fortæller Jørgen Gaarde til netavisen mja.dk.