Borgermøde om MRSA
Kommunen vil fjerne frygten for svinesygdommen
Et borgermøde for alle indbyggere i Odder kommune skal fjerne frygten for svinesygdommen MRSA.
Det er Odder kommune og Landboforeningen Odder-Skanderborg, der er blevet enige om at arrangere borgermødet.
Årsagen er, at der i kommunen er blevet pisket en helt unødig frygt op over for sygdommen.
- Der er nogle mennesker i kommunen, der kører en kampagne mod landmændene. Det er helt ude i hampen, hvad de siger. Det bliver vi nødt til at møde med nogle kendsgerninger, siger Jens Gammelgaard til DR Østjylland.
Borgermødet skal være i begyndelsen af oktober.
Landboforeningen vil også holde et orienteringsmøde om MRSA for alle dens medlemmer og for alle dem, der arbejder i svinebesætninger.
Kilde: DR Østjylland