Borgerlige skaber splid mellem S og SF
Øget udlicitering i Aarhus Kommune skaber splid i samarbejdet mellem S og SF
I Aarhus skal mere udlicitering skaffe penge i kommunekassen. Og det har skabt splid i det fasttømrede røde samarbejde på rådhuset.
SF stod af og er ikke med i den del af aftalen, hvor Aarhus Kommune vil overdrage kommunale opgaver for 50 millioner kroner til private firmaer.
Venstres leder Laura Hay glæder sig over aftalen.
- Det er lykkedes at få vedtaget udbud for 50 millioner kroner, og det skal sikre, at vi kan redde indsatsen for rehabilitering af hjerneskadede, at vi kan løfte indsatsen for familier med handicappede børn og yde ekstra bostøtte, siger rådmand for teknik og miljø Laura Hay til TV 2 | ØSTJYLLAND.
SF derimod mener ikke, at de private firmaer magter at løse de kommunale opgaver.
- Vi synes det er for usikkert, og vi har ikke de allerbedste erfaringer med udlicitering, så vi synes faktisk det er lidt for luftigt, siger rådmand for ældre og omsorg Dorte Laustsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ved at udlicitere flere kommunale opgaver håber forligspartierne at kunne spare 6,5 millioner kroner.