Bordelejere får løftet pegefinger
Politiet i Silkeborg advarer boligejere, der lejer lokaler ud til bordeller: For høj husleje kan betyde sigtelse for rufferi.
Efter sommerferien får flere udlejere i Silkeborg og omegn tilsendt et brev fra politiet. Udlejerne lægger lokaler til bordeller, og i brevet advares de om, at de risikerer at blive sigtet for rufferi, hvis de opkræver en højere husleje af de prostituerede end af andre lejere, oplyser P4 Østjylland.
Ifølge politiet er udlejerne ikke egentlige bagmænd, men betegnes som borgerskabet, der i nogle tilfælde ikke er opmærksomme på, at der drives bordel i en af deres ejendomme.
- Vi har ikke uanede mængder er ressourcer, og de ressourcer, vi har, vil vi rigtig gerne bruge på de bagmænd, der er grove og behandler kvinderne meget dårligt. Men brevene her kan vi måske sortere en otte til ti procent fra, som stopper på grund af henvendelsen fra os, siger daglig leder af udlændingesektionen, Tom Nørskov, til P4 Østjylland.
Midt- og Vestjyllands Politi har gode erfaringer med at sende de såkaldte orienteringsbrev ud til bordeludlejere i Herning og Viborg.