Bookmakere tror på østjysk sejr

Odds peger på, at lørdagens vinder af Dansk Melodi Grand Prix bliver østjysk

Le Freak spås store chancer for at synge sig til sejr Foto: RecArt

Lørdag aften sender DR Dansk Melodi Grand Prix 2011, og bookmakerne forudser, at det bliver en østjyde, danskerne sender til Düsseldorf

Får bookmakerne ret, bliver det nemlig aarhusianske Le Freak eller Anne Noa fra Horsens, der skal repræsentere de danske farver ved ESC 2011.

Både Danske Spil, Ladbrokes og Centrebet har partybandet fra Aarhus som den største favorit blandt årets sange. Le Freak synger sangen "25 Hours A Day" som er skrevet af de tre svenske hitsnedkere Thomas G:son, Henrik Sethsson og Erik Bernholt. Samme trio skrev sidste års danske vindersang "In A Moment Like This", der opnåede en flot fjerdeplads i Oslo.

17-årige Anne Noa fra Horsens er også blandt bookmakernes favoritter. Unibet har den 17-årige gymnasieelev fra Horsens som største favorit, mens Ladbroke og Centrebet har hende som næststørste favorit efter Le Freak. På scenen i Ballerup Super Arena skal Anne Noa synge sangen "Sleepless", der er skrevet af Lene Dissing, Peter Bjørnskov og John Gordon fra Beder. Netop John Gordon skrev sidste års tyske vindersang "Satellite", som Lena sang til tops i Oslo.

Fakta:
Østjyder favoritter hos bookmakere:
 
Ladbrokes:

1. Le Freak 3,50
2. Anne Noa 4,00

Centrebet: 

1. Le Freak 3,00
2. Anne Noa 4,00

Unibet:

1. Anne Noa 3,50
3. Le Freak 5,00 

Danske Spil:

1. Le Freak 3,75
4. Anne Noa 6,00