Bombe i bugten var en fuser

Forskere forsøgte i nat at sprænge et halvt ton dynamit for at finde ud af, om der er olie under Århus Bugt.

Skuffelsen var stor, da forskere fra Aarhus Universitet sammen med sprængningseksperter fra Forsvaret i nat forsøgte at sprænge i alt 500 kilo dynamit i Århus Bugt.

Formålet med sprængningen er at undersøge undergrunden og blandt andet konstatere, om der er olie under bugten. Forskerne må dog vente lidt endnu, inden mysteriet er løst. Nattens sprængning var nemlig en fuser, da trådene, som blev brugt til at sænke de forskellige sprængladninger ned i vandet, viklede sig ind i hinanden. Aktionen blev derfor afblæst.

I nat forsøger forskerne endnu engang at gennemføre sprængningerne, og ved at benytte sig af en ny metode håber de, at det bliver en succes.

TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i aftenens udsendelser.