Boligområder har kurs mod ghetto
Arbejdsløsheden i udsatte boligområder nærmer sig igen ghettogrænsen på 40 procent
Arbejdsløsheden blandt voksne i de udsatte boligområder i Aarhus er stigende og nærmer sig nu igen den grænse på 40 procent, som Socialministeriet anvender til at afgøre, hvilke boligområder, der kan komme på den såkaldte ghettoliste.
Det viser årsrapporten fra Det Boligsociale Fællessekretariat i Aarhus.
Og det bekymrer sekretariatets leder, Jens Møller:
- Der må handles nu, hvis ikke vi skal tabe flere borgere og boligområder på gulvet. Vi har ikke brug for flere boligområder på ministeriets ghettoliste. Der er brug for at kommunen - men også gerne private virksomheder - kommer på banen med et særligt fokus på de her boligområder. I boligforeningerne bidrager vi gerne ved at skabe jobs og praktikker internt og ved at lave aftaler med leverandører og øvrige samarbejdspartnere om jobtræning og lærepladser.
Rapporten, som man kan læse i sin helhed ved at trykke her eller på
www.bydele.dk viser, at i 10 af de 22 boligområder er 40 % af de voksne nu uden for arbejdsmarkedet sammenlignet med 17% i hele Aarhus Kommune. Frem til 2008 var ledigheden ellers faldende i de udsatte områder, men siden er det gået den forkerte vej.
Områderne er præget af mange børn, mange indvandrere fra ikkevestlige lande og en ungdomskriminalitet som er fem gange så høj som i resten af Aarhus. Sekretariet understreger dog, at kriminaliteten generelt er lav og at den har været faldende siden 2006.
De nye tal får Det Boligsociale Fællessekretariet til at inddele områderne efter hvor store problemer, de har, så man kan sætte ind der, hvor udviklingen er mest bekymrende:
Højrisikoområder: Gellerup/Toveshøj, Bispehaven, Langkærparken, Trigeparken, Frydenlund, Åbyhøjgården, Viby Syd, Skovgårdsparken og Herredsvang.
Risikoområder: Møllevangen, Vorrevangen, Reginehøj, Præstevangen, Vejlby Vest, Elstedhøj, Kalmargade, Rundhøj og Veriparken.
Observationsområder: Byagerparken, Lystruplund, Saloniki/Atikavej og Egelundsparken.
Det Boligsociale Fællessekretariat er etableret af samtlige boligforeninger i Aarhus med det formål at koordinere den sociale indsats i udsatte bydele (www.bydele.dk).
Udsatte områder er kendetegnet ved relativt mange børn og unge, høje andele af indvandrere og efterkommere fra særligt ikke-vestlige lande, flere kriminalitetssigtede unge end i resten af byen, samt flere børn og unge med dag- og døgnforanstaltninger. Hertil kommer udfordringer omkring lave husstandsindkomster og arbejdsløshed.