Boligforening tøver
Det trækker ud med udsmidning af familier til kriminelle unge i Brabrand
Ledelsen i Brabrand Boligforening er fast besluttet på at opsige foreløbig tre lejemål i Gellerup-området, fordi familiernes teenagebørn er kriminelle og står bag bl.a. røverier i boligområdet. Men opsigelserne er ikke sendt endnu. Bestyrelsen i boligforeningen havde torsdag aften opsigelserne på dagsordenen, men der blev ikke truffet nogen beslutning. Medarbejdere i boligforeningen arbejder fortsat med at skaffe dokumentation og identificere drengene i 14-15-års alderen. Deres familier stammer fra Mellemøsten. Formanden for boligforeningen, Jesper Pedersen, siger, at bestyrelsen er enig i den skærpede kurs over for familier med kriminelle unge. Hidtil har politiet dog ikke kunnet hjælpe med navnene på de foreløbig syv drenge, der menes at stå bag omkring 25 røverier. Politiet har ikke hjemmel til at give boligforeningen navnene. I dag fremstilles tre af de syv unge i grundlovsforhør i Århus. 140727 CET MAJ 04