Børn står i kø for at blive spejdere

For første gang i 50 år er der over 70.000 spejdere i Danmark. Tilvæksten har været så stor, at flere end 2000 børn og unge foreløbigt er sat på ventelister

Det er populært at være spejder. Der er nu 70.000 spejdere i hele Danmark. Foto: Morten Clausen

Østjyllands mest Fantastiske Fællesskab er Forlev Spejdercenter, som løb med prisen og præmien på 50.000 kroner. 

Læs også Så er det afgjort: Vinderen af Fantastiske Fællesskaber er fundet

Centeret ledes af unge mennesker, som skaber arrangementer og aktiviteter for primært børn og unge.

- Det føles bare helt vildt godt. Vi er så stolte af, at så mange har bakket os op, fortalte Anne Sofie Hermdorff.

Det er ikke kun i Forlev ved Skanderborg, at de er vilde med spejderfællesskabet.

Paraplyorganisationen for landets fem spejderkorps, Spejderne, har i de seneste år oplevet en massiv medlemsvækst. Der er nu 70.000 spejdere - et antal man ikke har set siden 1970'erne.

00:39

VIDEO: Højt fra træets grønne top: Spejdere slår lejr i 15 meters højde. Se mere i denne arkiv-video fra juli 2018.

Luk video

Morten Junget fra Silkeborg, den ene af Spejdernes to formænd, er glad for udviklingen. Han peger på en speciel tilgang til fællesskab som grundlag for spejderboomet.

- Hos Spejderne handler det mere om at være en del af noget end at blive god til noget. Når vi laver spejderopgaver, er refleksionen om, hvordan man løser dem, vigtigere end opnåelsen af et konkret resultat.

Bliver stærkere i et fællesskab

Den pointe bakkes op af professor emeritus og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen.

Han ser en aktuel trend i børneopdragelse, hvor forældre prioriterer opbyggelse af et bredt sæt konstruktive værdier frem for specifikke færdigheder inden for en sport eksempelvis. Og det tilbyder et spejderkorps.

Læs også Aksel går i shorts året rundt i fem år: Kæmper for spejdermærke

- Spejder er jo ikke noget, man går til, det er noget, man er. Så det er noget mere omfattende end en disciplin, man bliver oplært og inddraget i, siger Schultz Jørgensen.

Der var stor glæde hos Forlev Spejdercenter, da det blev afsløret, at de er Østjyllands mest Fantastiske Fællesskab.

Børneforskeren mener, at der eksisterer en særlig korpsånd i spejderverdenen, da fokus ikke er på at vinde som i holdsport, men på hvordan man samarbejder.

Læs også 15 meter over jorden: Spejdere slår lejr i trætoppene

- Det kan selvfølgelig findes mange steder uden for spejdermiljøet. Men i sagens natur er et fodboldhold bare mere optaget af at vinde kampen, end på at alle er med i spillet.

Og det er forældre tilsyneladende blevet mere og mere interesseret i. Den store tilvækst har givet en mangel på spejderledere. Flere end 2000 børn og unge er derfor sat på ventelister. Hos Spejderne efterlyser man derfor nye ledere.

- Og alle kan være med. Så hvis man gerne vil hjælpe en masse børn og unge med at blive endnu stærkere til at indgå i fællesskab, skal man bare komme ud af busken og blive spejderleder, siger Morten Junget fra Silkeborg.

01:43

VIDEO: Forlev Spejdercenter fortæller om deres særlige fællesskab.

Luk video

Center skal blive endnu federe

Den 3. november skal Forlev Spejdercenter dyste om at blive Danmarks mest Fantastiske Fællesskab, hvor præmien er 100.000 kroner. Men allerede nu ved de godt, hvad de 50.000 kroner, som de vandt i den østjyske dyst, skal bruges på. 

- Pengene skal bruges til at gøre vores center endnu federe. Så det er federe at være hernede for vores spejdere, fortalte Anne Sofie Hemdorff fra Forlev Spejdercenter.

Læs også Østjyske spejdere laver kopi af Himmelbjerg-tårnet

Hvad er det, der er så særligt ved fællesskaberne? Det forklarer en af dommerne bag, som er direktøren for Tuborgfondet, Anne-Marie Skov:

- Fællesskaber kan gøre en forskel på rigtig mange måder, det gør selvfølgelig en forskel for den enkelte, men allervigtigst kan man i fællesskaberne gøre en forskel for andre, fortæller hun.

200 spejdere indtog i september Tivoli Friheden i Aarhus.