Blandet følelse efter uafgjort
Spillede 23-23 med SK Aarhus
Onsdag aften mødte Randers HK på udebane SK Aarhus, og her måtte de to hold forlade banen uden en vinder. Kampen sluttede 23-23.
Dermed blev det ikke til tre sejre på stribe i de første tre kampe i Dameligaen for Randers HK.
- SK Aarhus har et rigtig godt hold med gode bagspillere, der kommer med et hårdt tryk, som man bare skal være klar på. Derudover har de også en god opbakning her i Aarhus, som også hjælper på det, siger Randers HKs Marianne Lundsby til klubbens hjemmeside.
Hun fortsætter:
- Vi var godt klar over, at det ikke kunne blive en walkover, men det er et hold, vi skal slå, hvis vi skal være med i toppen, siger Randers-keeperen.
Hun er trods alt glad for, at det lykkedes for randrusianerne at få et enkelt point med hjem.
- Selvfølgelig ville vi gerne have haft de to point med hjem, men i de sidste minutter kunne det ligeså godt have tippet til den anden side. Vi er bagud med to, da der mangler to minutter. Så det er godt, at vi stepper op de sidste par minutter. Vi kunne lige så godt have smidt det hele væk, siger Marianne Lundsby.