Bispekandidat: Jeg er rolig
Det afgøres torsdag, hvem der bliver ny biskop i Aarhus Stift
Inden for få timer bliver det afgjort, hvem der bliver ny biskop i Aarhus Stift.
De to kandidater til at overtage lederskabet af Aarhus Stift efter Kjeld Holm er Jens Maibom Pedersen og Henrik Wigh-Poulsen.
- Jeg er egentlig meget rolig, for jeg synes jo, at man kan ikke gøre mere. For mig er det meget enkelt: Hvis Aarhus Stift vil have Henrik Wigh-Poulsen som biskop, er det jo ham, de skal stemme på, og hvis de vil have mig, er det mig, de skal stemme på, siger Jens Maibom Pedersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Siden klokken ni torsdag morgen har medarbejderne på stiftskontoret sorteret stemmerne. Det er sket med overværelse af begge kandidater.
I alt har 2.053 ud af i alt 2.267 stemmeberettigede stemt - det svarer til en valgdeltagelse på omkring 90 procent.
Se også: Ny biskop findes torsdag
Jens Maibom Pedersen er forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus. Privat er han gift med Inger og far til fire. Han elsker at læse - aviser, fagbøger, skønlitteratur, og så slapper han af, når han går tur med familiens hund, Rollo.
Han er en travl herre. Når han ikke er med til at uddanne socialpædagoger og sundhedsmedarbejdere ud fra et kristens udgangspunkt, så sidder han i en lang række bestyrelser - noget, han har han tænkt sig at fortsætte med.
Den anden kandidat, Henrik Wigh-Poulsen, har været præst i to landsogne og er nu domprovst i Odense. Han går til valg på ønsket om forskellighed i folkekirken.
Den 55-årige domprovst er glad for Odense og for sit job og havde derfor også besluttet, at biskopembedet ikke var noget for ham. Men nu trækker den gamle studieby Aarhus igen, hvor han blev uddannet.
I videoen øverst på siden kan du høre Jens Maibon Pedersen fortælle mere om, hvordan nerverne har det frem mod afgørelsen.