Biografdirektør tiltalt for svindel

Tidligere direktør for Øst for Paradis i Aarhus er anklaget for svindel efter at have opgivet for høje besøgstal

Anklagemyndigheden har nu rejst tiltale mod den tidligere direktør for biografen Øst for Paradis i Aarhus, Ole Bjørn Christensen.

Han anklages for svindel til en halv million kroner ved at opgive for høje besøgstal.

Biografens tidligere mangeårige ejer har for længst indrømmet, at han pustede publikumstallet i vejret for årene 2004 og 2005.

Formålet var at opnå EU-penge til filmindkøb. Pengene fra EU blev nemlig flere, jo flere publikummer der kom i biografen.

Ifølge anklageskriftet indkasserede direktøren cirka 445.000 kroner på grundlag af de oppustede tilskuertal.

Sagen truede med at trække alle danske biografer med sig, da EU smækkede kassen i for samtlige danske filmimportører.

Den straf fik Det Danske Filminstitut dog siden annulleret.

Sagen mod en tidligere direktør er endnu ikke berammet ved Retten i Aarhus.