Biograf svindler med støtte

Kunstbiograf erkender svindel med EU-støtte

Den lille kunstbiograf "Øst for Paradis" i Aarhus erkender at have svindlet med hundretusindsvis af EU-kroner, der skal hjælpe biografer med at holde liv i salget at billetter til smalle europæiske film.

Biografen, der også udlejer film til andre, har allerede tilbagebetalt 82.000 euro eller 620.000 kroner til EU.

Der var lagt op til ubetinget fængselsstraf, men straffen kommer nok til at ligge betydeligt lavere, fremgår det af et retsmøde i byretten i Aarhus torsdag.

Her står den tidligere direktør for biografen Ole Bjørn Christensen tiltalt for svindel med EU-støtte til smalle film.

Oppustet salg
Den tiltalte har erkendt, at han har oppustet antallet af solgte billetter. Og det fik Det Danske Filminstitut til at rejse børster. Instituttet er nemlig ansvarlig for de tal, som Danmarks Statistik indsender til EU-systemet.

Herfra kan smalle film fra EU-landene og formidlet til andre EU-lande få en støtte på 0,45, 0,55 og 0,75 procent per billet.

Et af problemerne i Aarhus-sagen er, at biografen også har fået støtte til filmforevisninger, hvor der er uddelt fribilletter i stor stil.

Anklagen mod biografen er reduceret kraftigt. Ikke mindst fordi biografen frivilligt har betalt pengene tilbage til EU. Nu drejer tiltalen sig kun om året 2005 og ikke som hidtil 2004 også.

Byretten i Aarhus ventes at afsige dom senere torsdag.