Billigere med færgen

Lavere færgepriser skal lokke flere turister til Endelave

Det skal være billigere at tage med færgen til kattegatøen Endelave - i hvert fald hvis man sejler i maj og september.

Det mener Horsens Kommune, der håber, at lavere priser kan være med til at lokke flere turister til øen.

Politikerne i byrådet skal i næste uge tage stilling til et forslag om at halvere priserne for person-billetter i to perioder på 14 dage i hver sin ende af sommersæsonen i år.

Det drejer sig om en periode på 14 dage i sidste halvdel af maj og en periode på 14 dage i første halvdel af september.

Se: Stor jubel over gratis færge

Sidste år tilbød Horsens Kommune gratis færgefart i hele september. Forsøget var årsag til, at tre gange flere passagerer tog med færgen i forhold til i en normal september måned.

- Det er forventningen, at forsøget med nedsatte billetpriser vil øge billetsalget for persontransport, ligesom det er forventningen, at antallet af solgte billetter til personbiler vil stige, hedder det i indstillingen til byrådet.

Politikerne i Horsens Byråd tager på mandag stilling til forslaget om at sætte priserne ned i dele af maj og september.