Billige billetter skal lokke turister
Regeringen vil få flere til at besøge småøerne hele året rundt med lavere billetpriser til færgerne
Regeringen præsenterer i dag, torsdag, dele af pakken med vækstinitiativer til udkantsdanmark.
Det indebærer, at der afsættes et større millionbeløb til lavere billetpriser til landets færger til småøerne - blandt andet Samsø, Tunø, Anholt og Endelave:
- Det betyder, at vi samlet set kan reducere gennemsnitsprisen med 50 procent, og det gør altså, at en familie, der skal til Samsø eksempelvis - uanset om de er gående eller i bil - kan regne med, at en billet er halvt så dyr som den er i dag, siger indenrigsminister Morten Østergaard (R) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se også: Færgepriser: Det er fantastisk
De lave billetpriser vil dog ikke være gældende hele året rundt.
- Der, hvor færgerne iforvejen er fyldte - nemlig i højsæsonen - ændrer vi ikke på priserne. Det her handler om, om vi kan få turister til at strømme til øerne - også uden for skolernes sommerferie, lyder det fra Morten Østergaard.
Se også: Markant billigere færgebilletter
Håbet er, at flere vil besøge øerne i løbet af hele året - til gavn for øernes økonomi:
- Det er jo det, der kan give den ekstra omsætning til købmanden, for turistforeningen, for dem, der sælger isen nede ved stranden.
I videoen øverst på siden kan du høre Morten Østergaard fortælle mere om regeringens initiativ.