Bilist bragede ind i stensætning
Fuld mand mistede kontrollen over sin bil
3. dec 2011, kl. 12:44
Mere end 30 dage gammel
En 45-årig mand blev fredag aften kørt til behandling på sygehuset i Randers, efter at han tidligere på aftenen kørte galt på Djursland.
Ifølge politiet mistede den 45-årige herredømmet over sin bil, da han kort før klokken 19 kom kørende ad Bugtrupvej i Kolind.
Bilen fortsatte direkte ind i en stensætning i den ene side af vejen. Den 45-årige kom ikke til skade i forbindelse med selve uheldet. Dog fik han det senere dårligt, og han blev derfor sendt med ambulance til behandling på sygehuset.
- Den 45-årige bilist var påvirket af alkohol. Han er derfor sigtet for spirituskørsel, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Efter uheldet blev den havarerede bil bugseret væk fra stedet.