Bilhandler idømt fængselsstraf
Snyd med afgifter på luksusbiler koster bilforhandler fængselsstraf og millionbøde
En bilhandler fra Silkeborg er i Vestre Landsret blevet idømt to et halvt års fængsel og en millionbøde for at snyde med afgifterne på import af luksusbiler.
Manden blev dømt for at snyde statskassen for afgifter for 9,2 millioner kroner. Det beløb skal han efterbetale med en bøde på 4,6 millioner kroner oveni.
Med dommen stadfæster landsretten den dom, som manden i september sidste år blev idømt ved en domsmandsret ved Retten i Viborg.
Bilhandler Mikkel Tarp Rosbjerg er dømt for groft skattesvig, fordi han i 2005 og 2006 importerede 35 luksusbiler fra Tyskland uden at betale fuld registreringsafgift.
Politiet og Skat har gennemgået samtlige handler i hans firma og foretaget omfattende ransagninger både i Danmark og i Tyskland, hvor bilhandleren også har haft et firma.