Bilbrand bredte sig på p-plads

Brandvæsenet rykkede ud til parkeringsplads i nat

Genrefoto.

En brand i en parkeret bil i Trige var natten til torsdag så kraftig, at flammerne bredte sig til en anden bil ved siden af.

Aarhus Brandvæsen blev alarmeret om branden på Trige Centervej kort efter midnat. Derefter blev der straks dirigeret redningsmandskab frem til stedet.

Da brandvæsenets ansatte nåede frem, var der ild i begge biler på parkeringspladsen.

Indsatsleder Anders Jensen fra Aarhus Brandvæsen var ikke selv til stede ved nattens brand. Ifølge ham er det dog overvejende sandsynligt, at mindst en af bilerne er udbrændt.

- Når flammerne er så store, at de kan antænde en anden bil, så er der næppe meget tilbage af den bagefter, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Aarhus Brandvæsen kender ikke årsagen til bilbranden i Trige.