Betonblokke sikrer mod terror: Nu skal de gøres kønnere

Terrorsikrende blokke er kommet for at blive, derfor er der nu øget fokus på at gøre dem kønnere

02:02

VIDEO: De er grimme og ligner vejarbejde. Betonklodserne i Aarhus får ikke flotte anmeldelser af byens borgere.

De er lavet af beton, og de står flere steder i Aarhus.

De store klodser, som skal beskytte borgerne imod, at biler kan brage igennem menneskemængder, som det er set i dele af Europa de senere år.

Læs også Politikere vil omvende 18-årige Patrick - og hans sjæl er til salg

Blokkene blev sat op i smilets by for et år siden. Til trods for at de er opsat for at skabe tryghed, så mødte TV2 ØSTJYLLAND for præcis et år siden en række borgere som savnede, at betonen blev gjort kønnere at se på.

Her et år efter ser de dog ikke anderledes ud, og der er stadig flere borgere, som ville byde en forskønnelse af betonklodserne gladeligt velkommen.

En af dem er Mohammed Zaeitar, som løber forbi betonklodserne fire til fem gange om ugen.

Det er betonblokke som denne, som man vil finde måder at gøre pænere. Her har man valgt at bruge den som en bænk. 

- Man kunne godt tro, at det var vejarbejde. Det ser helt grotesk ud, siger Mohammed Zaeitar til TV2 ØSTJYLLAND.

Også en af de forbipasserende, Birger Bartholomæussen, ville nyde at se et andet udseende.

- Jeg synes, de kunne pyntes op. Både fordi de bliver kønnere, og de bliver mere synlige på en positiv måde. Selvfølgelig er de synlige, men jeg synes, at det er på en negativ måde, udtaler han.

Det var det, der kunne lade sig gøre på det tidspunkt. Vi har selvfølgelig hele tiden haft for øje at bruge pengene fornuftigt.

Kim Gulvad Svendsen, chef, Drift og Myndighed, Aarhus 

Hos Aarhus Kommune er man klar over, at blokkene ikke just gør byen pænere. Kommunen har dog hele tiden været åben for muligheder.

- Vi signalerede også, da det blev sat op, at vi gerne ville have nogle egenmeldinger fra borgere, hvis de havde nogle idéer til at forskønne det. Vi har fået to, så det er begrænset, siger Kim Gulvad Svendsen, der er chef for Drift og Myndighed i Aarhus Kommune.

00:29

VIDEO: Kim Gulvad Svendsen fortæller, at de hos Aarhus Kommune overvejer mulighederne for at forskønne terrorsikringen. 

Luk video

Anderledes end for et år siden

Da blokkene blev opsat i slutningen af september sidste år, var situationen en anden, end den er i dag.

- Der er nogle steder, hvor det ikke er særlig kønt. Men det var det, der kunne lade sig gøre på det tidspunkt. Vi har selvfølgelig hele tiden haft for øje at bruge pengene fornuftigt, siger Kim Gulvad Svendsen.

Han fortæller desuden, at vurderingen nu er, at blokkene skal blive stående i en længerevarende periode, og man har derfor fokus på, at de skal være kønnere.

- Planerne er nu, at vi, igennem det politiske system, får frigivet nogle penge til at lave noget, som er kønnere og som er permanent. Måske hvor det bliver pakket ind i noget beplantning, så det passer mere ind i et varigt forløb, end sådan nogle blokke, udtaler han.

Læs også 58-årig fundet i god behold

Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek (V) vil dog ikke sætte en tidshorisont på. 

- Ja, vi er i gang med at gøre noget ved det, men jeg vil ikke være med til at sætte en tidshorisont på. Fordi der både er et økonomispørgsmål og der er rigtig mange arrangører, som vi er i dialog med for at skabe de rigtige løsninger, udtaler han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Aarhus Kommune forventer at tage inspiration i, hvordan man har løst opgaven rundt om i det øvrige Europa.

05:30

VIDEO: De massive, grå betonklodser er ikke just kønne at se på - noget der er blevet kommenteret flittigt på Facebook. Videoen er fra september 2017.

Luk video