Betaler bøde på 10.000 kr.
Kaptajn erkender sig skyldig i nedsejling af kutter
Kaptajnen på det svenske skib, der i januar sejlede ind i Grenaa-kutteren N. A. Hansen med far og søn ombord, har erkendt sig skyldig.
Der har han gjort ved at betale den bøde på 10.000 kroner, som anklagemyndigheden under Østjyllands Politi havde sendt til ham. Det fortæller DR Østjylland.
Bøden havde kaptajnen fået, fordi han brød søsikkerhedsloven og bekendtgørelsen om søvejregler og om vagthold på skibe, da kollisionen skete. Ved ulykken omkom en 72-årig fisker og hans 43-årige søn fra Grenaa.
Ved at betale bøden slipper kaptajnen for en retssag.
- Jeg ville da også skynde mig at betale, hvis jeg fik en bøde på 10.000 kroner. Så slipper man da nemt, siger Marianne Pedersen, der er søster og datter til de to omkomne fiskere til DR Østjylland.
Marianne Pedersen har anket sagen, og håber på at der kommer en retssag, på trods af at kaptajnen nu har betalt bøden og dermed i princippet har lukket sagen.
- Vi vil jo gerne have lov til at forsvare vores kære, og vi vil gerne have lov til at kende sandheden om hele ulykken. Det er selvfølgelig derfor, vi gerne vil have, at der bliver en retssag. Det er ikke så meget for at komme efter skibsføreren, men for at få åbnet hele sagen op, siger hun til DR Østjylland.
Og selvom det vil være hårdt at gå hele sagen igennem igen, så betyder det meget for Marianne Pedersen at få vendt hver en sten.
- Hvis sagen kommer for retten, så vil jeg måske genvinde min tro på, at der er lidt retfærdighed til, siger hun til DR Østjylland.