Bech hylder kontinuitet
Silkeborg-træner fryder sig over et godt efterår
Silkeborg fik en fremragende afslutning på efterårssæsonen i Superligaen, da holdet vandt 4-2 over AaB lørdag aften.
- Det er en rigtig dejlig følelse. Ud over, at det er sjovt at vinde, var det også en sjov måde at vinde på. Det var SIF-måden, og det var meget tilfredsstillende, siger træner Troels Bech.
Han henviser til Silkeborgs evne til at kombinere sig frem til angreb og arbejde godt sammen. Med sejren overvintrer Silkeborg på en sjetteplads med god afstand til bunden og med toppen inden for rækkevidde.
- Vi er tilfredse med efteråret. Vi er nummer seks, men kigger ikke meget på tabellen. Vi kigger mere på processen. Vi har flere point end sidste år ved denne tid, vi har scoret flere mål og vi har lukket færre ind. Så processen trækker den rette vej, siger han.
Startede sæsonen skidt
Silkeborg-træneren kan se tilbage på et efterår, hvor holdet startede skidt uden sejre, men sluttede af med mange fine præstationer og masser af point på kontoen.
- Efteråret har været kendetegnet af kontinuitet med stigende effektivitet. Første halvdel af efteråret gav ikke voldsomt mange point, men vi har troet meget på vores kontinuitet, og det har fået sin berettigelse nu, siger Troels Bech.
Nu venter en vinterpause, hvor træneren skal sørge for at holde truppen klar til at fortsætte den opadgående formkurve til foråret.
- Til stor ærgrelse for vores lokalavis træner vi os stærkere i stedet for at hente store profiler til klubben. Det er ikke umuligt, at vi kan trække en ny spiller ind, men ellers skal vi træne os stærkere, siger Troels Bech.