Barfoed lader Kjærs gummicheck-sag hvile
Det får ikke politiske konsekvenser for Henriette Kjær, at hun angiveligt har udskrevet en dækningsløs check
Mens der ifølge B.T. er kaos i Henriette Kjærs private økonomi, får De Konservatives politiske ordfører fuld opbakning på Christiansborg.
Nyudnævnt leder for De Konservative, Lars Barfoed, vil ikke drage nogen konsekvenser efter avisens oplysninger om, at Henriette Kjær har udskrevet en dækningsløs check og dermed angiveligt deltaget i misbrug og svindel mod sin svigermor.
- Det kommer overhovedet ikke til at betyde noget som helst, og jeg er ikke i stand til at kommentere den sag. Jeg kender ikke noget til den, siger Lars Barfoed og fortsætter:
- Der er masser mennesker, der bliver beskyldt for ting, de ikke er skyldige i.
Henriette Kjær og hendes mand Erik Skov Pedersen er blevet meldt til politiet for bedrageri og dokumentfalsk af Henriette Kjærs svigermor Yvonne Gerda Andersen.
Erik Skov Pedersen har på sin side meldt sin mor til politiet for injurier. Sagen drejede sig i første omgang om et lån på 200.000, men fredag kunne B.T. oplyse, at parret angiveligt også har skrevet en række dækningsløse check til Yvonne Gerda Andersen.
En af dem er på 25.000 kroner, og den bærer Henriette Kjærs underskrift. Ifølge Yvonne Gerda Andersen har Erik Skov Pedersen og Henriette Kjær bedt den 72-årige kvinde give dem penge - og de har så givet hende dækningsløse checks til gengæld.
Sagen har dog "overhovedet ingen betydning" for Henriette Kjærs rolle i Det Konservative Folkeparti, lyder det fra Lars Barfoed.
- Hun er en fantastisk dygtig gruppeformand og et omdrejningspunkt for os alle sammen i Det Konservative Folkeparti. Hun er et eminent talerør for konservative værdier og konservativ politik, så jeg ser frem til et meget tæt samarbejde med Henriette Kjær, siger Lars Barfoed.
Spørgsmål: Har du fundet anledning til at tale med hende om den verserende sag?
- Overhovedet ikke, siger Lars Barfoed.