Banjomus på slap line
Skuespillerne Nikolaj Lie Kaas og Rasmus Bjerg - i passende kostumer - spredte for en kort bemærkning julestemning på festival.
- Skal jeg komme ud og kilde jer alle sammen?
Spørgsmålet kom fra skuespiller Rasmus Bjerg, der stod midt på Bøgescenen iført et muse-kostume.
Hans humør var højt.
Lidt for højt, mente duet-partner Nikolaj Lie Kass, som gav den som nisse.
Sammen fremførte de en aldeles veloplagt version af Otto Brandenburgs "Søren Banjomus", men Lie Kaas, der havde taget familien med til festival, stoppede løjerne på scenen, da Rasmus Bjerg tacklede ham.
En mus kan ikke springe op på ryggen af en nisse, mente Nikolaj Lie Kaas, som frygtede, at deres show ville miste troværdighed ved dette meget lidt elegante spring.
- Bare fordi du har lavet et par Punkt 1-reklamer, så er du pludselig slet ikke til at komme i nærheden af, brokkede Bjerg, og der måtte indkaldes en mægler.
Publikum var begejstrede, da de lune stridigheder på scenen blev afgjort af Sebastian Klein - til musens fordel. Og de kvitterede for den humørfyldte optræden med massive klapsalver, da de to herrer gik fra scenen.
Se mere på TV 2 | ØSTJYLLAND's tema om Skanderborg festivalen.