Banegård skulle rives ned: 30 år efter står den endnu

Østbanen stod til at blive revet ned i 1988, men standhaftige borgere er grunden til, at den 30 år efter står endnu

02:15

VIDEO: Vivian Boje fortæller om, hvordan det har været at runde de 30 år, som syntes umuligt i 1988.

På fredag er det 30 år siden, at butikken i Østbanegården kunne blive en realitet. Det lå ellers ikke i kortene. Politikerne ville rive bygningen ned, men den folkelige modstand fik forpurret den plan.

Vivian Boje, som er indehaveren af Østbanegården, havde længe drømt om at skabe en designstue i bygningen. 

Læs også Cykel-kaos i Aarhus: Nu fjernes ulovligt parkerede cykler

- Det er sjovt. Det er helt vildt, at vi har kunnet være her i så mange år, siger Vivian Boje til TV2 ØSTJYLLAND. 

Tilbage i 1988, da det hele stod på sit højeste, sagde Vivian Boje følgende:

- Jeg vil gerne have at huset skal være en ramme omkring smukt designede ting plus vores arbejdsplads. 

Et flertal i byrådet ville rive bygningen ned, fordi man ønskede, at Randersvej skulle kunne køre direkte ned til havnen. En havn som havde høj prioritet dengang, og man ønskede plads til flere containere. 

Det er helt vildt, at vi har kunnet være her i så mange år.

Vivian Boje, indehaver 

Borgmesteren på daværende tidspunkt, Thorkild Simonsen (S), husker ikke sine egne konkrete holdninger til banegården dengang.

- Jeg kan ikke huske, hvilken holdning jeg direkte har haft i sidste øjeblik til selve banegården, men i dag synes jeg, at det virker rigtigt. Nu tror jeg aldrig, at man skal tænke på at lave det om, siger han.

Sådan ser bygningen ud udefra.

Smuk Aarhushistorie

Kampen for at bevare butikken betyder stadig meget for Vivian Boje.

- Fortvivlelsen var der mange gange, fordi der var mange myndigheder, der hele tiden skulle høres - DSB og kommunen, siger hun. 

Hun havde fået idéen til at bruge den gamle bygning til at huse moderne design fra sin tid på arkitektskolen i Rom. 

Kunderne ville nødigt undvære den gamle banegård.

Læs også Mand med dødt øje røvede Rema 1000 i klip-klappere

- Det er en fantastisk smuk bygning, og det er Aarhushistorie det her. Så det ville være helt forfærdeligt, synes jeg, siger Kirsten Dollerup.

Hun synes desuden, at der er noget særligt ved, at man kan få politikerne til at ombestemme sig.

- Jeg synes, at det er imponerende, at der er mennesker, der kan rotte sig sammen og få sådan nogle ting til at ske, siger Kirsten Dollerup.

Vivian Boje kigger på billeder fra dengang, hvor Østbanegården blev renoveret, da hun og de andre havde vundet sagen. 

Husk at lytte

Historien kan man lære meget af i forhold til at lytte til borgerne, mener den tidligere borgmester.

- Argumenter fra befolkningen skal man ikke undervurderer, hvis man gør det, så vinder man måske i første omgang, men man taber på længere sigt, tror jeg, siger Thorkild Simonsen.

Argumenter fra befolkningen skal man ikke undervurderer.

Thorkild Simonsen, daværende borgmester, Aarhus

Vivan Boje har et godt råd til andre, der vil gå mod politikernes planer.

- Hvis man har en idé, så hold fast i idéen og kæmp for den, for det er det, der skal til. Vær ikke bange for politikerne, det er også mennesker. Du kommer rigtig langt med sund fornuft, siger hun.

Østbanegården er en gammel bygning, som havde stor betydning for brugerne af Østbanetorvet i slutningen af 1800-tallet. Også derfor har Vivian Boje ønsket, at huset skulle bevares. 

Læs også Kim Larsen hyldes med fællessang i Aarhus