Bamses plads?

Pladsen foran NRGi Park i Aarhus skal døbes Flemming Bamse Jørgensens Plads, mener byrådsmedlem

Siden Flemming Bamse Jørgensens død nytårsnat har det været debatteret, hvordan Aarhus Kommune kunne hædre det berømte bysbarn.

Nu foreslår det socialdemokratiske byrådsmedlem Ango Winther, at opkalde en plads efter den passionerede AGF-tilhænger. Nærmere bestemt pladsen foran NRGi Park for enden af Stadion Allé. Står det til Ango Winther, skal den i fremtiden hedde Flemming Bamse Jørgensens Plads.

- Den vil i folkemunde aldrig komme til at hede andet end "Bamses plads". Og det vil i grunden ikke være så galt, set i det lys at det var jo en stor del af Bamses liv, nemlig stadion og AGF, skriver han i en henvendelse til borgmester Nicolai Wammen (S) og teknisk rådmand Laura Hay (V).

Ango Winther håber, at navngivningen kan finde sted den 7. februar. Dagen er Bamses fødselsdag og samtidig dagen, hvor NRGi Park huser en mindekoncert for den store aarhusianske sanger.