Bakken Bears i pokalfinalen
Aarhusianerne skal igen op imod Svendborg Rabbits
For niende gang i løbet af de seneste ti sæsoner og for 13. gang i alt er Bakken Bears klar til pokalfinalerne i basketball.
Det står klart, efter at aarhusianerne søndag spillede uafgjort 67-67 i returopgøret mod Hørsholm 79ers.
Bjørnene havde vundet det første opgør 79-66, og der var derfor på intet tidspunkt den store tvivl om den samlede sejr.
Modstanderen i finalen bliver Svendborg Rabbits, der slog Aarhus-holdet Aabyhøj sikkert i begge semifinaler.
- Det er tredje år i træk at Bakken Bears og Svendborg Rabbits mødes i finalen - de to foregående år har bjørnene vundet knebent. Det er aldrig sket før at de samme to hold har mødt hinanden i tre pokalfinaler i træk, skriver Bakken Bears' sportsdirektør, Michael Piloz, i en pressemeddelelse.
Pokalfinalen spilles 8. januar i Forum Horsens.