Babysok nyt spor i Tøfting-sag
Flere effekter fundet på brandstedet
Sydøstjyllands Polliti i Skanderborg offentliggør nu nye spor i efterforskningen af branden i den tidligere fodboldspiller Stig Tøftings ejendom i Hørning 4. september i år.
De nye spor er en knallertlås og en babysok, som politiet gerne vil have offentlighedens hjælp til at identificere. Begge dele er fundet i umiddelbar nærhed af brandstedet.
- Vi ønsker at høre fra personer, som på enhver måde kan bidrage med oplysninger om effekterne. Herunder også fra personer, der evt. har fået stjålet en knallert med en tilsvarende lås umiddelbart op til branden d. 4/9, siger fungerende vicepolitikomissær Kristian Juliussen.
- Bemærk at sokken har en mindre udskæring i ribben svarende til f.eks. højttaleren på en mobiltelefon, siger han
- Sydøstjyllands Politi oplyser, at status på efterforskningen er, at der er sikret nogle effekter og tekniske spor - herunder DNA - men der er ingen konkret mistanke til gerningsmand/mænd.
En erklæring fra Teknologisk Institut har tidligere fastslået, at der formentlig er tale om brandstiftelse, idet der blev fundet spor efter brændbar vædsle i et værelse på 1. sal.
Stig Tøfting opholdt sig i Hamburg på brandtidspunktet.
Henvendelser fra borgerne kan ske til Sydøstjyllands Politi tlf.: 7628 1448