Automat årsag til lange køer
En misvisende parkeringsautomat er årsag til frustrationer ved Randers Regnskov. Her håber man, at kommunen snart reagerer.
Randers Regnskov er en populær attraktion, men ankommer man til stedet i bil, kan turen fra parkeringspladsen og ind i selve regnskoven tage sin tid.
Årsagen er automaten, hvor man skal trække en parkeringsbillet.
- Det er et problem, at der står på skiltet, at man kan betale med kort. Men det er kun nogle helt specielle kort, og når bilisterne så kommer med et visakort eller et dankort, kan de ikke bruge det i automaten. Så skal de skaffe kontanter eller finde et andet sted at parkere, og det er meget frustrerende både for dem og for os, siger Tina De Linde fra Randers Regnskov til Randers Amtsavis.
Det er Randers Kommune, der står for billetautomaterne, og Tina De Linde understreger, at man har påpeget problemet over for kommunen adskillige gange.