Arrangør trodser afslag
Initiativtagerne til Danmarks første cannabis-og hampmesse vil finde nye lokaler til det planlagte arrangement
Et afslag fra Scandinavian Congress Center er ikke nok til at droppe planerne. Det oplyser arrangøren, den aarhusianske forretningsmand Jens Lykke til Århus Stiftstidende. Han er fortørnet over at byens førende konferencecenter melder fra.
- Jeg har brugt mange penge på udarbejdelsen af materiale, der fortæller om messen 24. - 26. juni. Datoen og placeringen i Scandinavian Congress Center er naturligvis ikke grebet ud af luften. Det er bygget på samtaler med centret, der på grund af fordømmelse fra politi og politikere pludselig får kolde fødder og siger nej, siger Jens Lykke.
Messe-planerne befinder sig angiveligt i en lovmæssig gråzone. De remedier, der skulle vises og sælges, er hver for sig lovlige. Men samlet kan de bruges til ulovlig produktion af hash og den stærkere sort skunk.
Salgschef Casper Boch fra Scandinavian Congress Center siger til Århus Stiftstidende at der ganske rigtigt har været kontakt mellem centret og arrangørerne om en messe.
- Men det er naturligvis en betingelse at politiet blåstempler i form af en lejligheds-bevilling. Den har vi ikke fået. Samtidig fandt vi i slutningen af sidste uge ud af, hvad messen egentligt skulle indeholde, nemlig ting, man kan producere ulovlige stoffer af. Det vil vi naturligvis ikke være med til, siger Casper Borch til stiften.dk om baggrunden for mandagens afslag.
Kilde: Stiften.dk