Arla skruer ned for mælkeprisen

Landmænd mister millioner

Foto: Colourbox

De østjyske landmænd kan se frem til at få færre penge for deres mælk, når de sælger den Arla med hovedsæde i Viby.

Den østjyske mejerigigant har for femte gang i år valgt at sætte afregningsprisen til mælkeproducenterne ned. Det er femte gang i år, at det sker, skriver Børsen.

Arla begrunder ændringerne med, at prisen på mælk styrtdykker på verdensmarkedet.

I de første mange måneder af 2014 steg prisen på mælk ellers konstant, men den tendens er nu vendt på grund af et stort udbud af mælk på verdensmarkedet. Og det overrasker Peter Tuborgh, administrerende direktør for Arla.

- I andet halvår har vi set et ganske betydeligt prispres. Og det er helt uforudsigeligt, hvordan markedet vil udvikle sig. Det var ventet, at priserne ville sætte sig næste år, når EU's mælkekvoter forsvinder. Men udviklingen er vendt overraskende tidligt, og vi vil få yderligere fald, siger han ifølge Ritzau til Børsen.

Han spåede tidligere i år, at mælkepriserne ville forblive høje resten af 2014, men sådan er det ikke gået. Og det kan mærkes hos de landmænd, der leverer mælken og er medejere af Arla.