Århusianske skoleelever har forøget fravær

Århusianske skoleelever har i gennemsnit godt 11 fraværsdage i løbet af et skoleår.

En helt ny kvalitetsundersøgelse af de århusianske skoler viser, at elevernes fravær er steget voldsomt det seneste år.

Foreningen Skole og Samfund i Århus mener, der bliver fokuseret for ensidigt på, at lærerne har det godt.

En ny opgørelse viser, at fraværet blandt eleverne er steget 23 procent. Sidste år havde eleverne et gennemsnitligt fravær på 9,1 dage, men nu er det steget til 11,2 dage.

- Det er et udtryk for, at mange af børnene har det dårligt i skolen. Jeg er meget bekymret over udviklingen, siger formand for Skole og Samfund Torben Brøndum til P4 Østjylland.

Kommunen har øremærket 60 millioner kroner til at forbedre trivslen blandt medarbejderne på de århusianske skoler og institutioner, men Torben Brøndum mener, at man også burde bruge flere penge på børnenes trivsel.

- Vi må have fundet ud af, hvad det er, der udløser de her stigninger, så derfor kunne jeg også godt ønske mig, at der kom penge til børnene, siger han.

Bekymrede minerOpgørelsen giver bekymrede miner hos rådmand Louise Gade (V):

- Det tager vi meget alvorligt. Det er klart, at hvis en del dækker over pjæk på grund af dårlig trivsel, så er det et stort problem, siger Louise Gade.

Hun tilføjer, at kommunen derfor laver nu en ekstra indsats mod fx mobning.