Århus pokalmestre?

Århus Håndbolds første titel kan blive sikret på skrivebordet

Mellem jul og nytår tabte Århus Håndbold pokalfinalen til AG København, men måske bliver det nederlag nu konverteret til en sejr.

Det er nemlig kommet frem, at københavnerne næsten et år forinden i pokalturneringens 2. runde gjorde ulovligt brug af en spiller, skriver JP Aarhus.

Derfor skal Dansk Håndbold Forbund nu vurdere, om titlen som vinder af pokalturneringen 2009/2010 skal tildeles Århus Håndbold.

- Umiddelbart kan vi ikke bruge det til noget, hvis vi får pokaltitlen. Jeg tror ikke, at spillerne kan bruge det følelsesmæssigt til noget, for vi tabte jo kampen på regulær vis. Pokalfinalen får ikke en anden plads i vores bevidsthed, selv om vi vinder på skrivebordet, siger Århus Håndbolds direktør, Henrik Jacobsen til avisen.