Århus kommune arbejder videre med havnetunnel
Magistraten i Århus kommune vurderer efter en VVM-redegørelse, at en havnetunnel er den bedste løsning på Århus Havns trafikproblemer.
Århus kommunes politiske ledelse, magistraten vil arbejde videre med en havnetunnel under Marselis Boulevard og en udvidelse og flytning af Åhavevej.
Magistraten i Århus Kommune har i dag sendt et forslag til kommuneplantillæg og en VVM-redegørelse for det store trafikprojekt videre til byrådet og indstiller, at planforslaget bliver fremlagt til offentlig debat.
På baggrund af VVM-redegørelsen vurderer magistraten, at en tunnel samlet set at være den trafikalt bedste løsning. Det er også den løsning, et bredt flertal i byrådet har ønsket, siden man i 1997/98 vedtog at udvide Østhavnen.
Derfor vil magistraten arbejde videre med en løsning, hvor man etablerer en tunnel under Marselis Boulevard og Adolph Meyers Vej, og hvor man flytter Åhavevej mod nord og udvider den til fire spor.
Prisen på en tunnel er steget med ca. 460 mio. kr. i forhold til overslaget fra 1997, så den samlede pris bliver ca. 1.400 mio. kr. i 2006-priser.
Rådmand Peter Thyssen erkender, at arbejdet med en trafikløsning til havnen vil være til gene for borgerne et stykke tid, men han håber på deres.
- Nu ser jeg først og fremmest frem til en god debat i byrådet og dernæst med borgerne om, hvordan vi kan sikre en god vejforbindelse til erhvervshavnen og samtidig sikre et godt miljø i byen. Når det endelige projekt er vedtaget, må vi så vende tilbage til den detaljerede udformning og finansiering af projektet, siger Peter Thyssen i en pressemeddelelse fra Århus kommune..