Århus Håndbold i kvartfinale
Slog Skanderborg ud af pokalturneringen
Lørdag eftermiddag bragte Århus Håndbold sig videre til kvartfinalen i Nordea Cup, men det gik ikke helt uden problemer, Skanderborg Håndbold gjorde god modstand undervejs i kampen, skriver aarhushaandbold.dk.
Kampen endte med en aarhusiansk ottemåls sejr på 31-23 efter 15-10 ved pausen.
Ifølge aarhusianerne selv var der klasseforskel på de to hold. Især mod slutningen af kampen, hvor aarhusianernes fysik viste sig overlegen.
Topscorer blev Mikkel Saad med 6 mål i sin første kamp for Århus Håndbold.
Kort forinden havde hans kæreste Natascha Ohlendorff, også i NRGI Arena, været med til at sikre sit nye hold Århus HK sæsonens første sejr over Odense HG i Ohlendorffs første ligakamp for klubben.
Se indslaget om hende i TV 2 | ØSTJYLLAND's videoarkiv under lørdag den 3. september.
Sidste år spillede Århus Håndbold sig frem til finalen i pokalturneringen, hvor holdet dog måtte nøjes med sølv efter nederlag til AG København.