Århus gør sig klar til George Michael-koncerter

Opstillingen af scenen til koncerterne på NRGi Park er gået i gang. Byggeriet foregår under store sikkerhedsforanstaltninger.

Mandag aften begyndte arbejdet med at bygge scenen til fredagens og lørdagens koncerter med den engelske pop-konge, George Michael.

I alt 13 lastbiler er indtil videre ankommet med en del af de 45 tons sceneudstyr, der skal danne rammen om weekendens koncerter. Resten af udstyret ankommer senere.

Ud over de 13 lastbiler består George Michaels kortege af yderligere 23 lastbiler samt 16 busser, otte limousiner og 180 af popstjernens egne folk.

De skal sørge for, at selv den mindste detalje er på plads, når den 43-årige stjerne går på scenen fredag aften. Alle billetterne til denne koncert er forlængst udsolgt. Til gengæld er der stadig 5.000 ledige pladser til lørdagens koncert.

Scene-byggeriet på NRGi Park i Århus foregår under skrappe sikkerhedsforanstaltninger. Så skrappe, at TV 2 | ØSTJYLLAND's fotografer end ikke kan få lov til filme byggeriet af scenen.

Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 22.20.